^ Back to Top

DRABANTERNE

Støtteforening for Brønshøj Boldklub

2005 - Erna Christensen

CARLO JENSENS MINDEPOKAL 2005
Erna Christensen

Drabantbestyrelsen har valgt årets prismodtager for 2005, og det blev én af vore meget engagerede piger, og én som alle kender, nemlig vor kaffe- og slikmutter, Erna Christensen.

Erna kom til klubben sammen med sin Christian, og hun blev snart involveret i at hjælpe vor klub.

Hun blev drabantinde, som en af de første piger i 1994, da der blevet åbnet op for at der kunne komme kvinder i drabanterne.

Hun startede med at hjælpe til i 1990 i pølse- og ølboden. I 1993 ved vort eget kræmmermarked på grusbanerne, stod Erna som madmor for bespisningen af alle vore hjælpere.

Erna er også på alle Bellahøj Kræmmermarkeder, som hjælper. Hun har været i grillteltet Borups Allé i flere år, og nu slår hun sine folder i ”førerbunkeren”, hvor hun sørger for alle de sultne hjælpere samt indkøb mm.

Om Erna kan man roligt sige, hun er parat med sin arbejdskraft, så snart der bliver kaldt, altid tjenstvillig, som vi kun kan være glade og stolte af her i Brønshøj Boldklub.

Erna hjælper også til ved ungdommens indestævner i Nørrebrohallen, ligesom man aldrig går forgæves til Erna, når vi i drabanterne savner en hjælpende hånd.

På kampbanen har Erna suverænt overtaget ”kaffeboden”, som hun styrer fabelagtigt, både hvad indkøb og salg angår.

Og det skal lige skrives her, at hendes mødeprocent kunne mange af os lære noget af: Hun er nemlig ikke blevet væk fra mange hjemmekampe, og hvis det er sket, så har Erna selv sørget for indkøb og folk til at bestride det imens.

Derfor har Drabantbestyrelsen fundet Erna værdig til at modtage denne store pris.

Overdrabant Kurt Arnstien